Hvad gør jeg, hvis den anden forælder ikke overholder forsørgerpligten?
Hvad gør man, når bopælsforælderen gentagne gange ikke overholder forsørgerpligten i forhold til eksempelvis tøj?
Og er forældrefjendsk over for samværsforælderen (taler negativt og decideret sviner modparten til over for børnene)?
Svar
Det lyder som en trist situation. Vi oplever i mange sager, at de effekter, bopælsforælderen skal medgive på samvær, og som samværsforælderen skal sende med retur, bruges til at irritere den anden part.
Om det så er at give for småt tøj med, at sende undertøj med retur (inkl. ”uheld”) eller at beholde en skoletaske eller én ud af to strømper i et par – eller om det handler om at tale negativt om den anden forælder foran barnet.
Der gøres i praksis ikke så meget ved det. For langt hen ad vejen bliver det påstand mod påstand, og ofte bliver der ”skudt” begge veje. I Familieretten vil der ofte blive uddelt "voksenskældud", men det har sjældent nogen reel konsekvens.
Der er dog ekstreme tilfælde, hvor forældrefremmedgørelse kan føre til, at bopælen/forældremyndigheden skifter til den anden forælder – ud fra den forudsætning, at denne forælder må antages at være bedst til at sikre stabil og rolig kontakt til samværsforælderen.

Har du brug for hjælp?
Første henvendelse er gratis
I hverdagene svarer eller ringer vi tilbage inden
for 24 timer. Ved akut brug for hjælp bedes du
ringe på +45 20 45 55 85.