Mistanke om alkohol under samvær
Min eks har et stort alkoholforbrug, og jeg mistænker, at han drikker, når han har samvær med vores datter. Jeg er meget bekymret for min datter, når hun er på samvær. Kan jeg nægte samvær?
Svar
Ja. Hvis han er påvirket af alkohol, når han har samvær, og der ikke er andre ansvarlige voksne til at tage sig af jeres datter, så vil du være berettiget til at nægte udlevering. Der skal selvfølgelig ikke være tale om enkelte festlige lejligheder eller en eller to øl om dagen – der skal være tale om et reelt problem.
Den store udfordring i alkoholsagerne er, at det kan være meget svært at dokumentere en udfordring med alkohol. Det er ”bedst”, hvis der er uvildige, der har observeret problemerne. Det kan eksempelvis være pædagoger i institutioner, der har noteret sig, at der er duft af alkohol ofte ved afhentning. Dette skulle i øvrigt helst have udløst en underretning.
Hvis du mener, problemet er så stort, at det skader barnet, så må du tilbageholde. Så må en dommer i en fuldbyrdelsessag vurdere, om det var ok eller ej.

Har du brug for hjælp?
Første henvendelse er gratis
I hverdagene svarer eller ringer vi tilbage inden
for 24 timer. Ved akut brug for hjælp bedes du
ringe på +45 20 45 55 85.