Mundtlig samværsaftale – er det lovligt?
Jeg er for nyligt blevet skilt. Kan jeg lave en mundtlig aftale om samvær med min eksmand, eller skal jeg gå igennem Familieretshuset?
Svar
I kan sagtens selv lave en aftale, hvis I er enige. Der er en blanket på Familieretshusets hjemmeside til formålet, som kan udfyldes.
Vi oplever dog ofte, at forældre, der ikke er vant til formuleringer angående samvær og bopæl, ofte kommer til at skrive noget forkert i aftalerne, og det kan være meget uhensigtsmæssigt.
Hvis man selv vælger at skrive en aftale – og det gør mange i den tro, at det er bedre – så er det vigtigt at få alle de vigtige detaljer med, herunder eksempelvis en fuldbyrdelsesklausul. Er der ikke indsat en fuldbyrdelsesklausul, så er aftalen, groft sagt, ikke meget værd for samværsforælderen.
En fuldbyrdelsesklausul kan lyde således: ”Denne aftale kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse i Familieretten i henhold til retsplejelovens § 478.”

Har du brug for hjælp?
Første henvendelse er gratis
I hverdagene svarer eller ringer vi tilbage inden
for 24 timer. Ved akut brug for hjælp bedes du
ringe på +45 20 45 55 85.