Samvær afvist af moren – hvad kan jeg gøre?

Jeg er far til en dreng på 7 år. Jeg skulle efter vores aftale, hente ham i SFO i dag. Da jeg møder op, får jeg at vide, at min søns mor har afhentet ham. Jeg skriver en besked til hende, om hvor min søn er, da jeg har samvær. Hun svarer følgende tilbage. ”Jeg tilbageholder vores søn fra samvær, Jonas har fortalt mig, at han får mange skældud, når han er hos dig, og han græder, når han skal sove. Det mener jeg ikke er trygt for ham, derfor skal han ikke på samvær.”

Det hun skriver er ikke korrekt, min søn er altid glad, når han er ved mig. Jeg plejer at have ham fra torsdag i ulige uger, hvor jeg afhenter i SFO, til tirsdag morgen i lige uger, hvor jeg afleverer i institution.

Hvad kan jeg gøre?

Svar

Ud fra dit spørgsmål, så har mor ikke ret til at tilbageholde Jonas fra samvær hos dig. Hun skal have deciderede bekymringer for dit barns trivsel, før hun berettiget kan tilbageholde, og hun skal også kunne vise, at der er hold i de bekymringer. Derfor kan det gode råd være, at du tager kontakt til hende, og hører om i eventuelt sammen kan tage en snak med jeres søn. Henset til du skriver til os, så går jeg ud fra, at dette ikke er en mulighed, eller ikke har ført noget med sig. 

Du skal straks oprette og anlægge en tvangsfuldbyrdelsessag på http://www.minretssag.dk Dette gøres under +ny sag, sagstypen forældreansvarssag og trykke på fortsæt. Da det er en tvangsfuldbyrdelsessag, kan du selv oprette den. Herefter tilføjer du parterne og jeres søn. 

Du skal beskrive, hvorfor du har anlagt sagen, altså at du ikke har fået Jonas udleveret. Under bilag uploader du ”fundamentet”. Det er det dokument, der viser, at du har samvær. Det kan være en dom fra Familieretten, en afgørelse/resolution fra Familieretshuset eller en skriftlig aftale. Hvis det er en skriftlig aftale, skal den indeholde en fuldbyrdelsesklausul. Familieretten skal i hvert fald kunne komme frem til, at den kan danne grundlag for en tvangsfuldbyrdelse. 

Herefter vil Familieretten indkalde til et møde i Familieretten, hvor sagen behandles. Her deltager typisk en dommer og en børnesagkyndig. Ved mødet skal du redegøre for dine synspunkter, og mor skal redegøre for hendes. Herefter vil dommeren, og den børnesagkyndige ofte samtale med barnet, hvorefter der træffes afgørelse om, hvorvidt barnet skal udleveres. Familieretten kan også vælge at henvise sagen til Familieretshuset, til belysning af, om den eksisterende ordning skal ændres.

Træffes der afgørelse om udlevering, kan Familieretten pålægge dagbøder og andre foranstaltninger, såfremt afgørelsen om udlevering ikke følges.

Gå tilbage

Forside: 3. sektion / FAQ (Formular)

Har du brug for hjælp?

Første henvendelse er gratis
I hverdagene svarer eller ringer vi tilbage inden
for 24 timer. Ved akut brug for hjælp bedes du
ringe på +45 20 45 55 85.