Kan I forklare mig forskellen på forskellige ordninger?
Jeg skal i Familieretshuset omkring samvær. Jeg har hørt om forskellige ordninger, blandt andet 11/3 og 10/4. Kan I forklare forskellen?
Svar
I princippet findes der et utal af ordninger. I en 10/4-ordning har samværsforælderen 4 overnatninger på en 14-dages periode, og de sidste 10 nætter er så hos bopælsforælderen. I det familieretlige system tæller vi nætterne, og en klassisk 10/4-ordning vil typisk løbe fra torsdag eftermiddag, eksempelvis med afhentning fra skole eller institution til mandag morgen, hvor der afleveres i skole eller institution.
Er der tale om en 11/3-ordning, er det typisk fra fredag til mandag og så fremdeles. Men de ”klassiske” ordninger, der anvendes er 12/2, 11/3, 10/4, 9/5, 8/6 og 7/7, hvor det sidste tal er det antal nætter barnet sover hos samværsforælderen på en 14-dages periode.
I særlige tilfælde anvendes i stedet en 28-dages periode – dette er særligt ved søfolk, eller folk, der arbejder offshore, hvor man er hjemmefra i længere perioder. Her kan der tales om eksempelvis 21/7-ordninger eller 24/4-ordninger. Igen er det sidste tal det antal nætter, barnet sover hos samværsforælderen, men denne gang på en 28-dages periode.
Har du brug for hjælp?
Første henvendelse er gratis
I hverdagene svarer eller ringer vi tilbage inden
for 24 timer. Ved akut brug for hjælp bedes du
ringe på +45 20 45 55 85.