Skilsmisse uden samtykke: Hvad gør du, hvis den ene part ikke vil skilles?
Skilsmisse er ofte en af de mest følelsesladede og svære beslutninger, du kan stå overfor. Det bliver endnu mere kompliceret, når din ægtefælle ikke vil skilles.
Hvis du står i en situation, hvor kun den ene part ønsker at afslutte forholdet, kan det skabe frustration og forvirring. Denne artikel gennemgår dine juridiske forhold og muligheder, hvis du står over for en skilsmisse uden samtykke.
Hvad gør du, hvis den ene part ikke vil skilles?
Når begge parter er enige om skilsmisse, kan det være en relativt simpel proces, der klares som en skilsmisse digitalt. Begge parter underskriver skilsmissepapirerne, og skilsmissen bliver gennemført.
I en situation, hvor den ene ægtefælle modsætter sig, kan du søge om separation. Det kræver ikke samtykke fra den anden part. Separationen markerer begyndelsen på skilsmisseprocessen, og når Familieretshuset modtager din ansøgning, starter en periode med faktisk adskillelse. Normalt skal man have været separeret i minimum seks måneder, før man kan blive direkte skilt.
Der er et gebyr for at få behandlet en separation, og gebyret reguleres årligt af myndighederne. Når ansøgningen om separation er indsendt, ophører jeres pligt til at forsørge hinanden økonomisk. Efter separationens afslutning kan du indgive en begæring om skilsmisse, hvis du stadig ønsker at afslutte ægteskabet.
Forskellen på separation og skilsmisse
Selvom separation og skilsmisse markerer afslutningen på samlivet, er der nogle centrale forskelle:
-
Separation: Ved separation ophører samlivet, men ægteskabet er ikke officielt afsluttet. Du er stadig formelt gift og kan ikke indgå et nyt ægteskab eller registreret partnerskab.
-
Skilsmisse: Skilsmissen er den endelige opløsning af ægteskabet, og det betyder, at du officielt er fri til at gifte dig igen.
-
Arveret og økonomi: Uanset om du er separeret eller skilt, arver du ikke længere efter din ægtefælle ifølge arveloven. Formuefællesskabet ophører, og I skal foretage en bodeling, hvor der skal tages stilling til eventuel gæld, deling af fast ejendom og andre værdier. Skæringsdagen er tidspunktet, hvor Familieretshuset modtager ansøgningen om separation eller skilsmisse.
Søg direkte skilsmisse: Undtagelser til kravet om separation
I visse situationer kan der søges om direkte skilsmisse uden forudgående separation. Det er muligt, hvis der foreligger særlige omstændigheder i medfør af ægteskabslovens regler.
Du kan søge om direkte skilsmisse i følgende tilfælde:
-
To års adskillelse: Hvis parterne har levet hver for sig i en periode med faktisk adskillelse i mindst to år pga. uoverensstemmelser.
-
Utroskab: Hvis ægtefællen har været utro, eller har haft et lignende seksuelt forhold, kan du ansøge om skilsmisse inden 6 måneder efter, at du blev bekendt med utroskaben.
-
Vold: Hvis ægtefællen har udøvet fysisk, psykisk vold eller seksuelle overgreb, kan du ansøge om skilsmisse uden separation. Dette gælder også, hvis der er vold mod børn.
-
Bigami: Hvis ægtefællen er gift med en anden samtidig.
-
Børnebortførelse: Hvis ægtefællen har bortført et barn, kan du anmode om skilsmisse, mens barnet er i udlandet eller senest 1 år efter, barnet er blevet bragt tilbage.
Vilkår for ægtefællebidrag og bolig
Under separation og skilsmisse er det ofte nødvendigt at tage stilling til en række vilkår som ægtefællebidrag og fordeling af eventuel lejebolig. Hvis parterne ikke er enige om, hvem der skal blive i lejeboligen, eller om der skal betales ægtefællebidrag, skal Familieretshuset indbringes i sagen.
I tilfælde af uenighed kan der afholdes en vilkårsforhandling, hvor der skal tages stilling til:
-
Ægtefællebidrag: Skal den ene part bidrage til den andens underhold, og hvor længe skal dette eventuelt fortsætte?
-
Lejebolig: Hvem har mest brug for at blive boende?
Hvis samlivet genoptages
Hvis parterne genoptager samlivet, bortfalder separationen, og ægteskabet anses som genoptaget. Dette betyder, at parterne igen er juridisk gift og kan arve efter hinanden.
Hvis parterne har boet sammen i den periode, hvor separationen skulle finde sted, og ikke er flyttet fra hinanden, vil separationen bortfalde. Dette kan også ske, hvis parterne bor på separate adresser, men rent faktisk bor sammen.
Få professionel juridisk rådgivning til skilsmisse
Skilsmisse og separation kan være komplicerede og følelsesladede processer, især når den ene ægtefælle ikke vil gå med til det. En skilsmisse er sjældent blot en praktisk manøvre, især ikke når betingelserne for direkte skilsmisse skal bevises. Det er derfor vigtigt at få professionel juridisk rådgivning, som kan hjælpe dig med at navigere gennem hele processen. Hos Håkonsson Advokater har vi stor erfaring inden for familieret. Vi sikrer, at alle økonomiske betingelser og juridiske forhold er på plads, så du kommer trygt videre.
Har du brug for hjælp til at sende din skilsmisse digitalt, søge om separation eller har brug for hjælp til en svær vilkårsforhandling? Kontakt os i dag for kompetent juridisk rådgivning.
Har du brug for hjælp?
Første henvendelse er gratis
Vi svarer som regel inden for 48 timer. Ved akut brug for hjælp bedes du ringe på 20 45 55 85.