Indbotestamente: sådan bestemmer du, hvem der skal arve dine ting

Et sølvfad, en ring, et maleri eller en gammel lænestol kan betyde langt mere for familien end det, tingene er værd i kroner. Derfor opstår der ofte uenighed, når et dødsbo skal deles, og ingen ved, hvad afdøde egentlig havde tænkt sig. 

Et indbotestamente er den enkleste måde at undgå den situation på. Med et indbotestamente kan du bestemme, hvem der skal arve bestemte møbler, smykker, billeder og andre personlige ting, uden at du skal forbi notaren eller finde to vidner. 

Her gennemgår vi, hvad et indbotestamente er, hvilke krav arveloven stiller, hvornår det rækker, og hvornår du i stedet har brug for et almindeligt testamente.

Hvad er et indbotestamente?

Et indbotestamente er en særlig og meget enkel testamentsform, hvor du kan bestemme, hvem der skal arve dit sædvanlige indbo og dine personlige effekter. 

Fordi du kun kan råde over en afgrænset type ejendele, er formkravene mildere end ved et notartestamente og et vidnetestamente. Der er reelt tale om en dateret og underskrevet erklæring, ikke et testamente oprettet foran notar eller vidner.

Det gør et indbotestamente hurtigt og billigt at oprette. Du kan bruge det, selvom du allerede har et almindeligt testamente, og du kan bruge det, selvom du i øvrigt ønsker, at arvelovens regler skal gælde. 

Du kan også bruge det til at give en bestemt ting til en person, der slet ikke er arving efter arveloven, for eksempel en ven, en nabo eller en svigerdatter.

For eksempel: "Anna Andersen, født 1. januar 2000, skal arve min røde cashmeresweater fra mærket AAA." Jo mere præcist du beskriver både genstanden og modtageren, jo mindre tvivl efterlader du til dem, der sidder tilbage.

Erklæringen kan skrives i hånden eller på computer. Loven stiller ikke krav om nogen bestemt form, kun at den er dateret og underskrevet af dig selv.

Retsgrundlaget: arvelovens § 66

Indbotestamentet står i arvelovens § 66. Efter bestemmelsen kan du, uanset reglerne om notartestamente i arvelovens § 63 og vidnetestamente i arvelovens § 64 – træffe bestemmelse om, hvem der skal arve sædvanligt indbo og personlige effekter, i en dateret og underskrevet erklæring.

Formelt skal to ting altså være på plads. Erklæringen skal være underskrevet af dig, og den skal være dateret. Dateringen er ikke en detalje. Den er afgørende for, at man efter din død kan se, hvilket dokument der er det nyeste, hvis du har oprettet flere testamenter eller erklæringer om de samme genstande.

Derudover gælder de almindelige regler om, hvem der kan oprette testamente. Efter arvelovens § 62 skal du som udgangspunkt være fyldt 18 år eller have indgået ægteskab. Er du fyldt 15 år, kan du råde over de midler, du selv har rådighed over efter værgemålslovens § 42. 

Efter arvelovens § 69 kan du ikke oprette et gyldigt testamente, hvis du på grund af sindssygdom, herunder svær demens, hæmmet psykisk udvikling, forbigående sindsforvirring eller en lignende tilstand mangler evnen til fornuftsmæssigt at råde over dine ejendele. Du skal med andre ord kunne forstå, hvad du gør, og hvad det betyder.

Hvad er sædvanligt indbo og personlige effekter?

Her opstår de fleste tvivlsspørgsmål, da arveloven ikke opstiller en fast beløbsgrænse. Vurderingen er individuel og tager udgangspunkt i, hvad der er sædvanligt for netop dig og dit bo. Størrelsen af arvemassen har derfor stor betydning.

Sædvanligt indbo er de ting, du faktisk har brugt som indbo i dit hjem. Det kan være sofaen, spisebordet, tæpperne og malerierne på væggen. En genstand kan sagtens være omfattet, selvom den har en værdi, der ikke er ubetydelig. Det afgørende er forholdet til boet som helhed. 

Har du derimod en kostbar samling af for eksempel malerier, som står i misforhold til boet i øvrigt, falder samlingen uden for begrebet, og så kan du ikke råde over den i et indbotestamente.

For eksempel: hvis dit bo samlet er 800.000 kr. værd, og du ejer et enkelt maleri vurderet til 500.000 kr., står maleriet i misforhold til boet. Det kan du ikke testere væk i et indbotestamente. Skal maleriet gå til en bestemt person, kræver det et notartestamente eller et vidnetestamente.

Personlige effekter er genstande, der er personligt knyttet til dig. Det kan være tøj, ure, smykker, fotografier og lignende. Her gælder det også, at værdien ikke må stå i misforhold til din øvrige formue.

Er genstanden hverken sædvanligt indbo eller en personlig effekt, kan du ikke bestemme over den i erklæringen, og tingen indgår i stedet i den almindelige arvedeling.

Hvornår rækker et indbotestamente ikke?

Et indbotestamente kan ikke bruges til pengelegater. Du kan altså ikke bestemme, at et bestemt barnebarn skal arve 50.000 kr. Vil du fordele et pengebeløb, skal du oprette et notartestamente eller et vidnetestamente.

Du kan heller ikke bruge erklæringen til genstande, der falder uden for sædvanligt indbo og personlige effekter, for eksempel en bil, fast ejendom, værdipapirer eller en samling med investeringspræg.

Et indbotestamente må desuden vige for længstlevende ægtefælles ret efter arvelovens § 11 til forlods at udtage genstande, som udelukkende tjener til den pågældendes personlige brug, hvis værdien ikke står i misforhold til ægtefællernes formueforhold, eller som er erhvervet til mindreårige børns brug. Du kan altså ikke testere din ægtefælles personlige ting eller børnenes ting videre til andre.

Hvad sker der, hvis modtageren allerede er arving?

Her overrasker reglen mange. Testerer du en genstand til en person, der i forvejen er arving efter arveloven eller efter testamente, anses begunstigelsen efter arvelovens § 66, stk. 2, som en fortrinsret inden for arvingens egen arvelod til at overtage genstanden til vurderingsbeløbet, medmindre andet fremgår af den testamentariske bestemmelse.

Det betyder, at arvingen får ret til at udtage genstanden af boet, men at værdien modregnes i arvelodden. Arvingen får altså ikke både tingen og sin fulde arv, hvis genstanden har en økonomisk værdi.

For eksempel: Sofie er enearving til et bo på 600.000 kr., og hendes far har i sit indbotestamente har bestemt, at hun skal arve hans guldur til en vurderingsværdi på 40.000 kr. Sofie får uret udleveret, men de 40.000 kr. trækkes fra i hendes arvelod. Hun ender altså med uret plus 560.000 kr. i kontant arv.

Overstiger genstandens værdi arvelodden, får arvingen dog genstanden ubeskåret og skal ikke indbetale det overskydende beløb til boet.

Vil du have, at tingen skal tilfalde modtageren ud over arvelodden, skal det stå udtrykkeligt i erklæringen. Ellers gælder udgangspunktet om fortrinsret. Det er et af de punkter, der oftest bliver overset, når en erklæring skrives uden rådgivning.

Vil du have, at tingen skal tilfalde modtageren ud over arvelodden, skal det stå udtrykkeligt i erklæringen. Ellers gælder udgangspunktet om fortrinsret. Det er et af de punkter, der oftest bliver overset, når en erklæring skrives uden rådgivning.

Sådan ændrer eller tilbagekalder du et indbotestamente

Du kan til enhver tid ændre eller trække et indbotestamente tilbage, præcis som med et almindeligt testamente. 

Der findes ingen særlig procedure. Skriver du en ny, dateret og underskrevet erklæring om de samme genstande, er det den nyeste, der gælder.

Vil du være helt sikker på, at den gamle erklæring ikke skaber tvivl, bør du ødelægge den eller skrive udtrykkeligt i den nye, at den erstatter tidligere erklæringer om samme genstande. 

Har du både et notartestamente eller vidnetestamente og et eller flere indbotestamenter, er det en god idé at nævne indbotestamentet i det øvrige testamente, så ingen af dokumenterne modsiger hinanden.

Sådan sikrer du, at erklæringen bliver fundet og forstået

Formkravene er lempelige. Det kan derfor i den konkrete situation være tilstrækkeligt at sætte en dateret og underskrevet seddel på selve genstanden med angivelse af, hvem der skal arve den.

Vi anbefaler dog, at du samler det hele i ét dokument, hvor genstandene er nøje beskrevet, og hvor modtagerne fremgår tydeligt, gerne med fulde navne og fødselsdatoer. Det giver den bedste sikkerhed for, at erklæringen bliver fundet i sin helhed efter din død, og at den ikke bliver læst forkert.

Heri ligger indbotestamentets største svaghed. Erklæringen bliver ikke registreret nogen steder. Det samme gælder et vidnetestamente. Begge dele bliver først anvendt, hvis de rent faktisk bliver fundet.

Et notartestamente bliver derimod registreret i Centralregistret for Testamenter og kommer med sikkerhed frem, når skifteretten behandler boet. Fortæl derfor dine nærmeste, at erklæringen findes, og hvor den ligger, eller opbevar den sammen med dit øvrige testamente.

Hvad er forskellen på indbotestamente, vidnetestamente og notartestamente?

De tre testamentsformer løser forskellige opgaver, og de fleste, vi rådgiver, ender med at bruge mere end én.

Indbotestamente

En dateret og underskrevet erklæring uden krav om vidner. Dækker kun sædvanligt indbo og personlige effekter. Det kan skrives med det samme, og registreres ikke i Centralregistret for Testamenter.

Vidnetestamente

Et skriftligt testamente, der underskrives foran to upartiske vidner. Kan bestemme over alt fra fordeling af penge, fast ejendom og arv, men kræver at to vidner er til stede samtidig. Det registreres heller ikke.

Notartestamente

Oprettes hos notaren og kan ligesom vidnetestamentet bestemme over alt. Det kræver en tid hos notaren, men er til gengæld det eneste af de tre, der registreres i Centralregistret for Testamenter.

Skal du kun sikre, at bestemte møbler, smykker og billeder går til de rette personer, er et indbotestamente ofte nok. 

Skal du derudover træffe beslutninger om penge, ejendomme eller selve arvefordelingen, skal du bruge et vidnetestamente eller notartestamente, og her anbefaler vi i de fleste tilfælde det sidste, da det registreres.

Hvilken testamentsform skal du vælge?

Start med at gøre op, hvad du reelt vil bestemme. Handler det udelukkende om, hvem der skal have bestemte møbler, smykker og billeder, er et indbotestamente ofte en hurtig og fornuftig løsning, og det kan bruges som supplement til dit  eksisterende testamente.

Handler det også om penge, fast ejendom, særeje eller om at ændre selve arvefordelingen, skal du oprette et notartestamente eller et vidnetestamente. 

Et vidnetestamente underskrives foran to vidner, som også skriver deres navn på testamentet. Der gælder konkrete krav til vidnernes upartiskhed. Fordelen er, at du ikke skal vente på en tid hos notaren. Ulempen er, at testamentet ikke bliver registreret.

Hos Håkonsson Advokater anbefaler vi i de fleste tilfælde et notartestamente. Det bliver ført ind i en database, og du ved derfor med sikkerhed, at et gyldigt oprettet testamente bliver fundet og anvendt, når du dør. Den tryghed giver hverken indbotestamentet eller vidnetestamentet.

Kontakt Håkonsson Advokater

Et indbotestamente er nemt at oprette, og derfor også nemt at oprette forkert. En erklæring, der rammer ved siden af begrebet sædvanligt indbo, eller som aldrig bliver fundet, hjælper ingen.

Vi rådgiver både testatorer og arvinger om valg af testamentsform, selve oprettelsen og spørgsmål om ugyldighed. Ring til Håkonsson Advokater på 20 45 55 85 eller skriv til jh@h-adv.dk, hvis du vil sikre dig, at dine ting går videre til den rette person.

Skrevet af advokat Jesper Håkonsson

Gå tilbage

Har du brug for hjælp?

Første henvendelse er gratis

Vi svarer som regel inden for 48 timer. Ved akut brug for hjælp bedes du ringe på 20 45 55 85.