Advokat med speciale i naboret 

Her på siden kan du læse om:

• De almindelige naboretlige regler
• Hegnsloven
• Skel og hævd

De almindelige naboretlige regler: 

Naboretten omhandler de regler, der gælder for, hvilke gener man som ejer eller bruger af fast ejendom må påføre eller skal tåle fra sin nabo.  

De almindelige naboretlige regler er udtryk for en række uskrevne regler, der er udviklet af domstolene. Der findes derfor ikke nogen faste retningslinjer for, hvad der er omfattet af reglerne, hvorfor det kan være vanskeligt at vurdere, om et forhold er omfattet af reglerne eller ej. 

Reglerne omfatter alle typer af gener og er ikke begrænset til gener, der kommer fra ens umiddelbare naboer. Det er altså muligt at påtale et forhold overfor en ejer af en ejendom, når blot man er generet af en aktivitet fra den pågældende ejendom, hvis genen overstiger et vist mindstemål – den såkaldte naboretlige tålegrænse. 

Som begrebet ”den naboretlige tålegrænse” antyder, er der en vis grænse, der skal overskrides, før man kan påtale et forhold, som man er generet af. Det betyder også, at man skal finde sig i visse gener fra sine naboer, da påtalen som udgangspunkt kun kan angå de forhold, der overskrider tålegrænsen. Er det umuligt eller uhensigtsmæssigt at afhjælpe generne, kan man i nogle tilfælde få erstatning i stedet for. 

Højesteret har i en dom af d. 16. januar 2018 fastslået, at en ejer efter almindelige naboretlige regler kan dømmes til at fjerne varige naboulemper i det omfang, ulemperne overstiger, hvad der med rimelighed må påregnes som led i den samfundsmæssige udvikling på det ulempeforvoldende område. Hvad en nabo må tåle, beror på en konkret rimelighedsvurdering af ulempens karakter, væsentlighed og påregnelighed sammenholdt med ejendommens karakter, beliggenhed og områdets karakter. Ved vurderingen må der desuden tages hensyn til eventuel offentligretlig regulering af den ulempeforvoldende virksomhed. 

Hvor tålegrænsen går er altså vanskeligt at fastlægge og afhænger af den konkrete sag. Afgørende for vurderingen er, hvad man med rimelighed skal forvente det pågældende sted. Der er f.eks. stor forskel på, hvad man skal tåle i et parcelhuskvarter og i et sommerhusområde. 

Som det fremgår af Højesterets præmisser, skal der ved vurderingen tages hensyn til såkaldt offentligretlig regulering. Herved forstås bestemmelserne i f.eks. lokalplaner og byggelovgivningen, da man som ejer med rimelighed kan forvente, at sådanne regler overholdes. Derfor er det også muligt at få erstatning efter de almindelige naboretlige regler, f.eks. selvom naboen har opnået dispensation til at opføre et byggeri, der er højere end, hvad der tilladt i lokalplan, når blot ulemperne fra byggeriet overstiger den naboretlige tålegrænse, f.eks. skygge eller indblik. Erstatningen vil i det tilfælde udgøre den værdiforringelse, der overstiger tålegrænsen. 

Sager om den naboretlige tålegrænse kan kun afgøres af domstolene. Det er derfor meget vigtigt, at man rådfører sig med en advokat, inden man starter en sag, da en retssag kan være dyr og tidskrævende. Hos Håkonsson Advokater har vi ført utallige retssager om den naboretlige tålegrænse, og du er velkommen til at kontakte os for en uforpligtende drøftelse om din sag, herunder muligheden for retshjælpsdækning eller fri proces. 

Hegnsloven: 

Foruden de almindelige naboretlige regler findes der også regler, der direkte regulerer forholdet mellem naboer, f.eks. hegnsloven og læhegnsloven. Modsat de almindelige naboretlige regler finder hegnsloven kun anvendelse mellem naboer og finder kun anvendelse på hegn. Man kan altså ikke under henvisning til hegnsloven påberåbe sig, at naboens træer skygger, eller at genboens hegn er for højt. 

Hegnsloven indeholder ikke nogen definition af, hvad der skal forstås ved et hegn, men det følger af praksis, at et hegn varetager en eller flere funktioner, såsom afmærkning af skel, lævirkning og beskyttelse mod såkaldte fredskrænkelser i form af indblik og uønsket færdsel. Det er altså ikke hegnets type, der bestemmer, om det er omfattet af hegnsloven. Det afgørende er, om hegnet har såkaldt hegnsfunktion. 

En række af træer eller buske vil som oftest ikke blive betragtet som et hegn, der er omfattet af hegnsloven, medmindre beplantningen er tæt sammenvokset ved jordoverfladen og i øvrigt fremstår som plantet med det formål at danne hegn. 

Hegnsloven omfatter desuden kun fælleshegn og egne hegn. Fælleshegn er karakteriseret ved, at begge ejendomme afgiver jord til hegnet, mens egne hegn står på egen grund langs ejendommens skel. Uden for hegnsloven falder såkaldte indre hegn, altså hegn der er rejst på egen grund, og som ikke har hegnsfunktion i forhold til naboen. Som tommelfingerregel er hegn, der befinder sig mere end 1,75 meter fra skellet, et indre hegn, men der findes eksempler på indre hegn, der er tættere på skel og egne hegn, der er længere fra skel. 

Det følger med visse undtagelser af hegnsloven, at enhver har pligt til at deltage i udgiften og rejsningen af et fælleshegn i skel, når naboen forlanger det. Tilsvarende gælder det, at man ikke må ændre eller fjerne fælleshegnet uden naboens samtykke. Kan man ikke blive enige om hegnets type, bredde og højde, må hegnet ikke rejses, før hegnsynet har truffet afgørelse. Hegnets højde skal af hegnsynet som udgangspunkt fastsættes til mellem 1,8 og 2 meter, medmindre særlige forhold gør sig gældende. Man kan dog frit aftale en anden højde med sin nabo. 

Ønsker man at rejse et hegn på egen grund, skal man selv afholde omkostningerne hertil. Det betyder dog ikke, at man ved rejsning af et eget hegn frit kan bestemme hegnets type og dimensioner. Egne hegn må nemlig ikke påføre naboen større ulemper, end et fælleshegn ville have gjort. Derfor må et eget hegn ikke være højere end fælleshegnet tillagt afstanden til skellinjen, ligesom det følger, at hegnet ved haver skal danne en tiltalende ramme om ejendommene. 

Som ved de almindelige naboretlige regler kan der være bestemmelser i lokalplan eller private servitutter, der bestemmer, hvilken type af hegn man må opføre og i særlige tilfælde også, hvilken højde og bredde hegnet må have. 

Tvister om hegn afgøres i første instans af hegnsynet. Hegnsynet er et nævn, der hører under kommunalbestyrelsen, og der findes derfor et hegnsyn i hver kommune. 

Når en sag indbringes for hegnsynet, skal hegnsynet afholde en forretning mellem ejendommenes ejere, der foregår på adressen. Hegnsynet kan kun behandle sagen, hvis der er enighed om skellets beliggenhed. Ellers udsættes forretningen, indtil der har været afholdt en skelforretning, som du kan læse mere om nedenfor. 

Lykkes det under hegnsynsforretningen ikke at indgå aftale om hegnet, træffer hegnsynet en afgørelse, der kan indbringes for domstolene inden for fire uger. Det er muligt at opnå retshjælp til sagen – både til hegnsynet og en evt. retssag. 

Afgørelsen kan tvangsfuldbyrdes, hvilket betyder, at manglende efterlevelse kan medføre, at hegnsynet bestiller og udfører arbejdet og efterfølgende sender regningen til den ansvarlige ejer. 

Det er vores erfaring, at tvister om hegn ofte skyldes misforståelser om hegnslovens regler både hos sagens parter, men også ved de forskellige hegnsyn. Man kan derfor spare både tid og penge med kompetent rådgivning, så man undgår en ubehagelig ”nabokrig” eller en afgørelse fra hegnsynet, der skal indbringes for retten. Hos Håkonsson Advokater er vi specialister i hegnsloven, og du er velkommen til at kontakte os for en uforpligtende drøftelse om din sag. 

Skel og hævd: 

Skel er udtryk for grænsen mellem to ejendomme, og et af de mest almindelige spørgsmål, der giver anledning til tvister mellem naboer, er skellets placering. 

Hvis man som naboer er uenige om, hvor skellet er placeret, kan det fastlægges af en landinspektør ved en skelforretning. En skelforretning minder lidt om en retssag, idet den dog foregår ude på adressen, og den ledes af en landinspektør i stedet for en dommer. Som i en retssag kan der føres bevis, typisk i form af gammelt kortmateriale og afhøring af vidner. 

Oftest vil uenigheden bestå i, at den ene af sagens parter mener at have vundet hævd. Ved skelforretninger kan landinspektøren kun tage stilling til såkaldt grænsehævd – også kaldet ejendomshævd - altså om et stykke af den ene parts ejendom skal overføres til naboen. Det vil typisk være tilfældet, fordi hegnet har været placeret på den ene nabos ejendom i hævdstid, således at den anden har rådet over arealet som sit eget.

Før der kan vindes hævd, skal en række betingelser være opfyldt. Der skelnes mellem ordinær hævd og alderstidshævd. 

Ordinær hævd kan vindes, når man har udøvet en ejers råden over et bestemt areal til en synlig grænse (f.eks. et hegn). Ved ordinær hævd er hævdstiden 20 år, dvs. at den udøvede råden skal have stået på kontinuerligt i 20 år. 

For aldertidshævd er hævdstiden ikke fast, men det kræves, at ingen levende person kan huske, at det har forholdt sig anderledes. Det gælder for begge typer af hævd, at den udøvede råden skal være retsstridig – dvs. at man ikke har rådet i henhold til f.eks. en aftale eller tilladelse. 

Ved skelforretningen meddeler landinspektøren sin afgørelse om skellets placering. Hvis en af parterne ikke ønsker at tiltræde landinspektørens fastlæggelse af skellet, kan afgørelsen indbringes for retten inden for otte uger. 

En skelforretning kan være en særdeles bekostelig affære. Vi har set talrige eksempler på, at de samlede omkostninger til landinspektøren overstiger kr. 100.000, selv ved helt almindelige ejendomme. Hertil kommer omkostningerne til advokat. Det er derfor af afgørende betydning, at man kontakter en advokat, inden man igangsætter en skelforretning, da advokaten også kan søge retshjælp, der kan dække både landinspektørens og advokatens salærer. 

Vi har hos Håkonsson Advokater stor erfaring med skelsager og hævd, og vi kan bistå dig både før, under og efter en skelforretning, så du opnår det bedst mulige resultat. Du er velkommen til at kontakte os for en uforpligtende drøftelse om din sag.